Grafik: Lotte Overgaard
Forbered dig på en hård start, og vær indstillet på, at de første fastedage kan være slemme at komme igennem. I løbet af to-tre dage tilpasser kroppen sig ofte til den nye hverdag med færre kalorier på menuen.
Du vil automatisk spise færre kalorier end normalt, og derfor vil du højst sandsynligt komme til at tabe dig – medmindre du kompenserer og spiser dobbelt så meget på de dage eller tidspunkter på døgnet, du ikke faster.
For mange mennesker er det ikke nogen rar følelse at være sulten. Måske hører du til dem, der spiser mange små måltider og snacks i løbet af dagen, så snart sultfornemmelsen melder sig.
Men det er helt normalt og uskadeligt at være sulten. Alligevel er det så uvant, at det kan virke angstprovokerende. Derfor gælder det om at lære at håndtere sulten rent mentalt og gøre den til din gode ven.
Her er ernæringsekspert Martin Kreutzers gode råd til, hvordan du tackler det, når du bliver sulten:
1. Anerkend din sult. Det bedste, du kan gøre, når du er sulten, er at anerkende sulten som et signal om at indtage mad. At kroppen sender signalet, betyder dog ikke, at du altid behøver at spise noget. I stedet kan du arbejde med dit mindset og fortælle dig selv, at du hører signalet, men ikke har tænkt dig at følge det, fordi du er i gang med en proces, hvor kroppen skal lære at finde energien i sig selv.
2. Hils sulten velkommen. Øv dig i at se sulten som et positivt signal om, at din krop er i gang med at hente energi i sine fedtdepoter. Med flittig praksis bliver du bedre til at være i sulten. Samtidig er vi mennesker så forunderligt skruet sammen, at fysiske signaler, som siddes overhørig, klinger af. Det er derfor primært i starten, at sult er en udfordring.
3. Vær nysgerrig. Ersulten er ved at overmande dig, så prøv at manøvrere uden om den ved at være nysgerrig på din sult. Hvorfor er den her lige netop nu, og hvad er det, din krop signalerer? Er det overhovedet ægte sult, eller er det mere lyst? Hvis det er ægte sult, er det så muligt at være i den, hvis du ser på den med venlige øjne? Tænk på, at sulten er din ven. Uden sult vil du grangiveligt ikke tabe dig, så hils den velkommen med et smil.
4. Flyt fokus væk. Ofte er din sult situationsbestemt, hvorfor selv en lille ændring af situationen, som du befinder dig i, tager brodden af den. Sidder du f.eks. foran tv og føler dig sulten, kan du slukke for tv’et og sætte dig over i lænestolen med strikketøj eller bog. En simpel ting som at gå ud og børste tænder kan ligeledes slukke signalet, ligesom en spadseretur, samtale med en ven eller fordybelse i noget arbejde også kan flytte fokus væk fra de knurrende tarme.